Joachim Boldsen skifter til Barcelona
AaB Håndbold har med øjeblikkelig virkning solgt Joachim Boldsen til FC Barcelona. Den spanske storklub har således accepteret AaB's betingelser for et salg af Joachim Boldsen, der betegner muligheden for at optræde for FC Barcelona som sin store drøm
FC Barcelona meldte sig for et par uger siden på banen, og da AaB's økonomiske krav er blevet opfyldt, har AaB og sportsdirektør Jan Larsen ikke ønsket at stå i vejen for den 30-årige Joachim Boldsen, der tiltræder i Barcelona den 1. juli.
- Vi havde naturligvis helst set Joachim opfylde sine sidste to år af sin kontrakt, men omvendt ønskede vi ikke at stå i vejen for Joachim, når han så gerne ville af sted, siger Jan Larsen.
- Både sportsligt og på det menneskelige plan har vi været glade for at have Joachim i klubben, fastslår Jan Larsen.
Joachim Boldsen betragter FC Barcelona som sin drømmeklub.
- Jeg har været meget glad for min tid i Aalborg og havde også set frem til at optræde for AaB i hvert fald i de to kommende sæsoner.
- Alle har behandlet mig godt, og perspektiverne for den kommende sæson ser særdeles gode ud, men for mig har det altid været den ultimative drøm at optræde for FC Barcelona, hvorfor jeg ikke var i tvivl, da klubben opfyldte AaB's krav, siger Joachim Boldsen.
- Jeg vil gerne takke spillere, trænere og ledere for min tid i Aalborg, slutter Joachim Boldsen.
AaB Håndbold håber inden længe at have en kvalificeret erstatning på plads for Joachim Boldsen.