Kæmpe havtaske fanget i Skagerrak
Det var noget af en krabat, Anders Sørensen fik på krogen i Skagerrak.
En lystfisker fik torsdag noget af en fangst på krogen.
Torsdag formiddag fik Anders Sørensen sig lidt af en overraskelse, da han var ude for at pilke i Skagerrak.
25 sømil ud for Rødhus strand fik han nemlig en havtaske på intet mindre end 20,5 kilo på krogen. Til sammenligning er danmarksrekorden for en havtaske 22 kilo. Anders Sørensen, der til daglig bor på Djursland, er ivrig lystfisker, men det er første gang nogen sinde han får en havtaske på krogen
- Det var noget af en kamp at få den op til båden. Det er dejligt at fange sådan en speciel og stor fisk, siger Anders Sørensen, der er lystfisker.
Med i båden var to andre, der ikke har været med ude og fiske før.
- De synes satme, det var en ordentlig krabat, siger han.
Havtasken skal fileteres af en kok, og så skal Anders Sørensen nyde det dyre kød.
- Jeg har aldrig smagt det før, så det glæder jeg mig til, siger han.