Kæmpe laksevirksomhed til Læsø
160 mio. kr. investeres i en ny virksomhed, Læsø Laks.
Godkender planer
Kommunalbestyrelsen på Læsø har i dag givet grønt lys til, at Danmarkshistoriens største landbaserede anlæg til saltvandsfiskeopdræt kan bygges på Læsø. Firmaet Gladstone Group vil etablere den nye virksomhed, Læsø Laks, på den sydlige del af Læsø.
- Det er en fuldstændig enig kommunalbestyrelse, som har godkendt såvel den lokalplan som det tillæg til kommuneplanen, der giver mulighed for, at der årligt kan produceres 4500 tons ørred i en superkvalitet i et lukket anlæg, som ikke forurener, siger Læsøs borgmester Olav Juul Gaarn Larsen (Venstre) i en pressemeddelelse.
Skaber arbejdspladser på Læsø
- Jeg er glad for, at kommunalbestyrelsen har godkendt byggeplanerne, for dermed er der udsigt til, at vi på Læsø kan få omkring 20-25 helårsarbejdspladser. Det har v i den grad brug for, fortsætter borgmesteren.
Stort projekt
Gladstone Group drives af Søren Frandsen, som bor på Læsø, og Steen Stubkjær, som er bosiddende i Frankrig.
De har igennem halvandet år arbejdet med planerne om at etablere Læsø Laks og har allerede investeret et to cifret millionbeløb i projektet.
- Vi er utrolig glade for den opbakning, vores planer har fået hos Læsø Kommune. En milepæl er nået nu, da kommunalbestyrelsen endeligt har godkendt planerne, siger Steen Stubkjær i en pressemeddelelse.
Politisk opbakning
Gladstone Group har også planer om ørredproduktion på Læsø. Det bakker nordjyske medlemmer af Folketinget op om.
- Læsø Laks viser en udvikling inden for akvakultur, som vi har manglet i 25 år. Og den udvikling kan få betydning i hele Danmark, siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører Bent Bøgsted.
Socialdemokraternes fødevareordfører Bjarne Laustsen supplerer:
- Læsø Laks er i usædvanlig spændende projekt, som bør støttes. Virksomheden skal fremstille et kvalitetsprodukt og det på en måde, som ikke belaster miljøet, og så er det også en fordel, at produktionsmetoden er uafhængig af fiskekvoter.
10.000 kvadratmeters byggeri
Gladstone Group regner med, at der totalt skal investeres omkring 160 millioner kroner i Læsø Laks, inden de første fisk kan forlade virksomheden. Heraf skal de 125 millioner kroner bruges til byggeri af selve produktionsanlægget, som bliver på 10.000 kvadratmeter.