Kamilla og Andreas leder efter hus med fjernvarme
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
De seneste måneders voldsomme stigning i udgifterne til at varme boligen op, har fået nye boligkøbere til at have fokus på prisen på varmeforbruget.
Det er en stor beslutning at købe fast ejendom, og der er den seneste tid blevet mere at spekulere på end tidligere.
For forbrugsudgifterne - det vil sige udgifter til el, vand og varme, er røget i vejret.
- Der er ingen tvivl om, at boligens energivenlighed betyder mere og mere, og køberne har meget fokus på, hvordan boligen er opvarmet, siger ejendomsmægler Simon Rye fra Mæglerhuset i Nørresundby.
Gas er ikke attraktivt
Det er særligt boliger, der bliver opvarmet med gasfyr, der ifølge mæglerkæden EDC ikke længere er så attraktive som tidligere.
- Vi oplever, at der er meget fokus på gas. De huse, der har gasopvarmning, ser vi mindre efterspørgsel på, siger Poul Erik Bech, der er stifter og bestyrelsesformand i EDC.
En afledt konsekvens af dette vil være, at priserne på huse med gasfyr kan falde.
Det rigtige hus tæller
- Køberne går efter afslag, hvis der er gasfyr, lyder det fra Lokalmægleren i Nørresundby, Simon Rye og maner til besindighed:
- Man skal huske, at niveauet på gas formentlig falder igen, og ikke mindst at der mulighed for at komme over på andre energiformer.
Den nordjyske mægler erkender, at køberne i dag er meget opmærksomme på varme- og energiforbruget, når de står over for en mulig ny bolig.
- Det er klart, fordi for mange vil det betyde rigtigt meget for det økonomiske råderum, hvis det stiger 1000-2000 kroner, siger Simon Rye.
Han understreger, at der trods stigende forbrugsudgifter og usikkerhed på grund af krigen i Ukraine - og også stigende renter, når man skal låne i kreditforeningerne til et hus, så er det når alt kommer til alt, huset, det handler om.
- Der er mere fokus på udgifterne, men det handler i bund og grund om, hvorvidt det er det rigtige hus, man står over for, så vi kan godt sælge huse også dem med gasfyr, fastslår Simon Rye.