Keller skrottet efter ét nederlag: Jeg forstår det ikke
Nordjysk boksning har det svært
På få minutter blev Torben Kellers drøm om at nå toppen af den professionelle bokseverden slået i gulvet.
Pandrup-bokseren Torben Keller fik i september sin kontrakt med den tyske promotorgigant, Sauerland, ophævet, efter han led sit første professionelle nederlag i karrieren.
I Kellers kontrakt stod der, at Sauerland havde ret til at ophæve kontrakten, hvis han tabte en kamp. Selv havde Keller dog ikke troet på, at hans promotor ville tage konsekvensen så hurtigt, men få dage efter nederlaget fik han meldingen om, at hans kontrakt var blevet revet over.
- Jeg havde ikke set det komme. Jeg forstår ikke, hvorfor min værdi som bokser bliver forringet. Man ved jo, at det er sådan noget, der kan ske, siger Torben Keller til TV2/Nord.
- Det er ikke mange sportsgrene, hvor én kamp så tidligt i karrieren kan være så afgørende for resten af karrieren, og at man pludselig trækker stikket. Men det var tilfældet for mig, fortsætter Keller.
Keller gik fra at være et af tyskernes store talenter til pludselig at være skrald, man ikke længere kunne bruge til noget - alt sammen efter én omgang, hvor Keller blev knockoutet. Forinden var han gået ubesejret igennem sine første 11 professionelle kampe.
Keller fortryder ikke, at han skrev under på kontrakten i 2011, selvom der var en klausul, der tillod Sauerland at gøre, som de gjorde.
- Alternativet var, at man ikke havde nogen. Det er sådan, den verden er. Der er en røvsyg klausul, og det er de præmisser, de (Sauerland, red.) har.
Sauerland tilbød efterfølgende Keller en ny kontrakt, men den var markant dårligere end den tidligere kontrakt, som var på 300.000 kroner om året. Keller takkede nej.
- Hvis jeg var gået lavere ned i løn, ville det gå ud over mine forberedelser, og det tror jeg da heller ikke, de ville have interesse i. Jeg skal jo gerne være så godt forberedt til min kampe som muligt, siger han.
27-årige Torben Keller står lige nu uden en professionel kontrakt, og de tusindvis af træningstimer i Pandrup Bokseklub er pludselig blevet vekslet til noget, der ligner et endeligt farvel til drømmen om at nå toppen af den professionelle bokseverden.
Selv har Keller ikke længere troen på, at han bliver tilbudt en ny professionel kontrakt.
- Det har jeg ikke. Jeg tror, chancen for det er ligesom chancen for at vinde i lotto. Derfor er det ikke noget, jeg sidder og dvæler ved og tror, at der pludselig falder en kontrakt ned i en stråhat, slutter han.
Du kan se et længere indslag med Torben Keller i mandagens Nordjylland Live.