Kent venter

Det er uvist om Kent Nielsen fortsætter som træner i AaB, når hans kontrakt udløber til sommer.

Ifølge både klubben og træneren selv var planen, at spørgsmålet om kontraktforlængelse eller ej, skulle have været besvaret inden jul.

Ifølge Kent Nielsen er der dog en afklaring på vej.

- Vi har første træningspas efter jule- og nytårspausen på mandag. Så mødes vi igen, og så skulle der meget gerne blive tid til en snak om fremtiden, siger Kent Nielsen til sporten.dk.

Selv tror han på en afgørelse i løbet af januar.

- Jeg er glad for at være i AaB. Men før jeg eventuelt siger ja til kontraktforlængelse, er der naturligvis nogle ting, der skal afklares. Mon ikke vi finder en afgørelse i løbet af januar. Det tror jeg i hvert fald selv på, siger han til sporten.dk.

Kent Nielsen tog i efteråret 2010 over i AaB efter den fyrede, svenske træner Magnus Pehrsson.


Seneste nyt

fra Nordjylland