Knapt AaB-nederlag i Hviderusland
AaB Håndbold tabte den svære udekamp mod Dynamo Minsk iChampions League, som dog ingen reel betydning havde.
Selv om kampen ikke betød alverden, må spillerne fra AaB
Håndbold alligevel rejse fra Hviderusland med en ærgerlig
fornemmelse i maven efter et nederlag på 31-33 mod Dynamo Minsk i Champions League.
Allerede inden kampen stod det klart, at AaB's chancer for en
plads i ottendedelsfinalen var forduftet, men derfor jagtede
nordjyderne alligevel den flotte udebaneskalp, som en sejr ville have været.
Men det var en vanskelig opgave, som Peter Bredsdorff-Larsens AaB-mandskab var sat på. Uden holdets store stjerne Kristian Kjelling og langt væk hjemmefra strittede de danske mestre imidlertid godt imod.
Gode præstationer i målet af både Jannick Green og Søren
Pedersen var medvirkende til, at AaB kunne vende et
Minsk-overtag i begyndelsen af kampen til en 17-16 pauseføring.
Initiativet i kampen svingede frem og tilbage i slutningen af
opgøret, og selv om AaB stod med gode kort for i det mindste at hente uafgjort, blev det hele smidt væk til sidst.
AaB har indtil videre hentet fire point i ni kampe og slutter
sidst blandt de sidste seks hold i puljen, uanset hvordan det
går i det sidste opgør mod ungarske Pick Szeged.