Konservative kræver akutmodtagelse lukket
Akutmodtagelsen i Hobro er for dårlig. Konservative kræver undersøgelse af forholdene.
Det er umuligt at skaffe læger til en forsvarlig bemanding og drift af akutmodtagelsen på Sygehus Himmerland i Hobro. Sådan lyder beskeden fra den konservative gruppe i Regionsrådet efter at sygehusledelsen på et temamøde onsdag beskrev forholdene for rådet.
Derfor kræver Kirsten Moesgaard sammen med partifællerne Vibeke Gamst og Per Larsen akutmodtalgelsen lukket øjeblikkeligt og en undersøgelse iværksat.
I en pressemeddelelse skriver den konservative gruppe i Regionsrådet at: "Da forholdene imidlertid er så alvorlige, som beskrevet overfor regionsrådet, kan det akutte indtag ikke fortsætte, mens undersøgelsen foregår."
Udmeldingen kommer efter flere dages diskussion om fremtiden for Farsø Sygehus. Ledelsen på Sygehus Himmerland har foreslået at samle alle medicinske sengepladser på sygehuset i Hobro, og det har fået både Moesgaard og støttegruppen bag Farsø Sygehus til at frygte for det lille sygehus' fremtid.
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) afviser imidlertid at en lukning i Farsø kan komme på tale. Onsdag sagde hun til TV2/Nord at der er behov for alle de bestående matrikler, men at der er en samlet udfordring for Sygehus Himmerland, som der skal findes "en god og bæredygtig løsning, så kvalitet og patientsikkerhed er i top."