Kristoffer Wichmann: Jeg er uskyldig
Foto: Tv2nord.dk
Den tidligere Aab-spiler, Kristoffer Wichmann anker.
Kristoffer Wichmann blev tidligere i dag dømt seks måneders karantæne for matchfixing.
Den tidligere AaB-spiller, der nu spiller i FC Vestsjælland anker sin dom på seks måneders karantæne, meddeler hans advokat, Henrik Stagetorn.
Den matchfixingdømte fodboldspiller Kristoffer Wichmann fra FC Vestsjælland anker sin dom på seks måneders karantæne, meddeler hans advokat, Henrik Stagetorn.
- DBUs disciplinærudvalg har afsagt en kendelse, der er meget betænkelig. Min klient nægter sig skyldig i samtlige anklager - og DBU er ikke i besiddelse af et bevis, som kan holde i en retssag, skriver Henrik Stagetorn i en pressemeddelelse.
- Man har på forhånd hængt den anklagede ud i medierne og gennemført en proces, der juridisk er stærkt kritisabel. Derfor er afgørelsen appelleret til frifindelse, skriver advokaten.
Kristoffer Wichmann udtaler følgende:
- Jeg er chokeret og rystet over dommen. For jeg er uskyldig. Fodboldkampe skal afgøres på grønsværen - og aftalt spil og svindel bør straffes hårdt. Den holdning har jeg altid har haft, siger han.
- Jeg vil derfor fastslå utvetydigt: Jeg har ikke fixet nogen kampe. Jeg har ikke betalt nogen spiller, træner eller dommer for at opnå et bestemt resultat eller handle på en bestemt måde.
- Jeg har ikke organiseret spil på andre spilleres vegne. Og jeg har heller ikke kendskab til andre spillere, der blot er kommet i nærheden af matchfixing, siger spilleren.
Kristoffer Wichmann sender samtidig en bredside af sted mod DBU.
- DBU har brugt mig til at skaffe politisk opmærksomhed om et problem, vi indtil videre kun kender fra andre lande. Derfor har afgørelsen klare politiske undertoner.
- Men selv nok så mange ekstra beføjelser til myndigheder eller DBU ville ikke bringe noget frem, der nærmer sig matchfixing.
- At DBU pumper denne sag op, understreges af, at jeg får seks måneders udelukkelse for at spille på sejr i egen kamp. Det er uhyggeligt, hvis DBU slipper af sted med denne handling. Retssikkerheden er væk for spillerne, siger Kristoffer Wichmann.
Han vil fortsætte sin karriere i FC Vestsjælland, der ligger nummer et i den næstbedste række.