Kritik af Limfjordstunnelen
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Det nye politiske parti, Trafikalt Folkeparti, der stiller op til kommunalvalget i Aalborg, vil nu gøre op med de timelange køer, der kan være ved Limfjordstunnelen i forbindelse med trafikuheld.
Det skal være slut med situationer omkring Limfjordstunnelen som i går, hvor flere nordjyske bilister, der skulle passere fjorden, måtte holde i kø i flere timer på grund af et trafikuheld.
- Uheldene betyder, at folk ikke kan komme hjem fra arbejde, og at erhvervslivet ikke kan komme frem med deres varer til virksomheder, og det går ikke, siger Anders Wested, formand for Trafikalt Folkeparti.
Partiet vil komme de mange forsinkelser og ulykker til livs. Det skal ske ved at offentliggøre statistikkerne over årsagerne til uheld i og omkring Nordjyllands trafikale knudepunkt nummer et, så politikerne kan være med til at finde løsninger på problemet.
Hidtil har det været svært at få fat i oplysningerne, da notaterne har indeholdt personfølsomme oplysninger, og Vejdirektoratet, der ligger inde med tallene, derfor har skullet lave specielle udtræk for at finde dataene. Men nu har myndigheden indvilliget i at offentliggøre statistikken.
- Det bliver selvfølgelig et ekstra stykke arbejde for os, men så længe vi har ressourcer til at finde oplysningerne, vil vi selvfølgelig gøre det. Der er intet hos os, der er hemmeligt, siger Vagn Bech, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Trafikalt Folkeparti vil nu tage kontakt til Vejdirektoratet for at få tallene, så de kan forsøge at finde en løsning på problemet med de mange uheld.