Læsøerhverv går imod lukning
Miljøministeren forslag til beskyttede områder i Kattegat møder ikke klapsalver fra Læsø.
Fredag udpegede Miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen 650 kvadratkilometer af Kattegat som beskyttet område for at forbedre vilkårene for en række af havets arter.
Forslaget vil i følge Læsøs borgmester Tobias B. Johansen komme til at påvirke Læsø, da to at de helt væsentlige områder for fiskeri af jomfruhummere øst for Læsø rammes.
En af verdens største eksportør af jomfruhummere er hjemmehørende på Læsø, og der er mange arbejdspladser på spil.
- Som ejer af Læsøs største sommerhusudlejningsfirma, kan vi kun være interesseret i, at der på Læsø er en lokalbefolkning, der er klar til at tage imod vore feriegæster samt at yde den nødvendige service. Hvis det væsentligste erhverv på øen - jomfruhummerfiskeriet, tvinges til at lukke, vil der forsvinde både betydelige indtægter og folk fra øen. For turismen på Læsø vil en sådan negativ udvikling uværgerligt sætte sig spor i form af manglende kvalitet og forringet serviceniveau, og det kan vi under ingen omstændigheder være interesseret i. Derfor er det vores håb og ønske, at regeringen tager vore indvendinger alvorligt, siger Kaj Frederiksen, der er direktør i sommerhusudlejningsbureauet Sol og Strand.