Landsholds-profiler forlænger med Fortuna
Foto: Pressefoto
Fortuna Hjørring er allerede i gang med at sikre det stærkest mulige hold til næste sæson.
Pokalfinaleskuffelsen har knap lagt sig før Fortuna er ved at tegne holdet til næste sæson, hvor stærkeste konkurrent endnu en gang uden tvivl bliver de danske mestre og pokalmestrene fra Brøndby.
Stammen på holdet er godt på vej med tre tre-årige kontrakter med de tre landsholdsspillere Sofie Junge, Janni Arnth og ikke mindst angriberen og en af denne sæsons helt store profiler Nadia Nadim.
- Hvis jeg skulle vælge èn dansk spiller i hver kæde som jeg gerne vil bygge et hold op omkring, så kan det ikke gøres bedre end de 3 spillere. De har et meget højt niveau, og er stærke personligheder, der går forrest med hårdt arbejde og en professionalisme som jeg ikke har arbejdet sammen med før. At de føler de fortsat kan udvikle sig i vores set up er virkelig en blåstempling af Fortuna, siger cheftræner Brian Sørensen i en pressemeddelelse.