Lasse Nielsen og Thelander skadesfri
Foto: aabsport.dk
Lasse Nielsen og Rasmus Thelander er klarmeldt og indgår i truppen, når AaB lørdag får besøg af de forsvarende danske mestre fra FC Nordsjælland.
AaB's cheftræner Kent Nielsen ser frem til mødet med FC Nordsjælland, som senest var på besøg i Aalborg i august 2012, hvor opgøret sluttede 1-1.
- Når vi møder FC Nordsjælland, bliver vi særligt testet på vores defensive organisation og vores presspil.
- For at opnå et godt resultat mod FC Nordsjælland skal disse parametre helst fungere, ligesom vi spillemæssigt skal præstere på samme høje niveau som i årets første to hjemmekampe mod OB og Esbjerg, påpeger Kent Nielsen.
- Der er ikke tvivl om, at vi i foråret ikke har opnået det pointantal, som vi havde håbet på, men kvaliteten af præstationerne i de to hjemmekampe har været i orden, og vi har en tro på, at vi i morgen med en variation af direkte spil og i perioder mere tålmodigt spil kan få tingene til at gå vores vej, siger Kent Nielsen.
Anders Due er eneste mand på skadeslisten.