Lego Masters: Så gik den ikke længere for Frederik

Den 27-årige frederikshavner Frederik Ankjær Normann Pedersen røg i aftes ud af LEGO Masters på TV 2.

Programmet ’Lego Masters’ kommer nu for første gang i en dansk udgave.

Programmet Lego Masters har haft stor international succes i lande som England, Australien, Holland, Frankrig, Sverige og USA og har siden april kunnet ses på TV2. Og med nordjysk deltagelse. 

I den danske udgave dyster otte par, som på tid skal løse forskellige udfordringer igennem konkurrencen. De har tre millioner Lego-klodser at gøre godt med. De par, der løser opgaverne bedst, er videre i konkurrencen, mens nogle løbende må forlade den, indtil der står tre par tilbage i finalen.

Fredag aften var det så den 27-årige frederikshavner Frederik Ankjær Normann Pedersen, der røg ud. Han studerer i dag til arkitekt i Aarhus, men voksede op tæt på Plantagen i Frederikshavn, gik på Fladstrand Skole og blev htx-student fra EUC Nord i Frederikshavn.

Han betegner sig selv som en kæmpe Lego-nørd, som aldrig rigtig er stoppet med at bygge med Lego-klodser.

-  Alvorligt ment går jeg meget op i æstetik og farvevalg. Arkitektur og design er en stor del af grunden til, at lego-klodserne giver mig en utrolig stor frihed. Kan man tænke i lego-klodser? Det kan jeg, fortæller Frederik Ankjær Normann Pedersen i et interview med Kanal Frederikshavn.

Allerede i 2011 - altså for 10 år siden - bragte Kanal Frederikshavn en artikel om Frederik Ankjær Normann Pedersen, som dengang udstillede sin flotte og virkelighedstro lego-model af det 5 stjernede Kalithea Horizon Royal Hotel på Frederikshavn Bibliotek. 

Han Lego-gen stammer ifølge ham selv fra sine forældre og især sin mor, der altid har købt og bygget Lego med ham som barn.

- Og siden er jeg nok aldrig stoppet, lyder det fra Frederik Ankjær Normann Pedersen.

Frederik Ankjær Normann Pedersen besøger sin barndomsby, når han har ferie og i forbindelse med helligdage. Han interesserer sig for Frederikshavns udvikling og arkitektur. Derfor taler han også en del med Steen Heftholm fra Frederikshavn Kommune om forståelsen og udviklingen af blandt andet Palmestranden.

Frederik Ankjær Normann Pedersens deltagelse i Lego Masters sluttede i aftes. Sammen med sin makker, Albert Duus Finsen, blev de sendt ud af konkurrencen.

- Det var spændende at bygge sammen med Albert, og det var lige så spændende at lære hinanden at kende igennem legoet og optagelserne til programmerne og dermed også opdage hinandens byggeteknikker. Normalt bygger man jo ikke sammen og slet ikke på tid, fortæller Frederik Ankjær Normann Pedersen til Kanal Frederikshavn.

Deltagelsen i Lego Masters har også betydet, at han har fået nye venskaber igennem programmet, og han er siden optagelserne blevet rigtig gode venner med blandt andre Sofie Hemmert Lund, som bor lige syd for Frederikshavn ved Dannerhøj.

Han er sikker på, at Lego Masters kommer til at sætte sit præg på hans fremtidige studier.

- Bare oplevelsen af at træde ind i "Klodskammeret" for første gang - fyldt med både sjældne og enorme mængder af Lego-klodser - var noget helt særligt. Jeg er nu gået i gang med at skabe mit helt eget "Klods-skat-kammer". Det kommer der formentlig nye værker ud af, som måske kommer til at indgå i mine studier, siger han i interviewet med Kanal Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland