Mænd halter fortsat bagud på sundheden
Foto: Grafik: Tjek DIg Selv Mand
På hjemmesiden tjekdigselvmand.dk kan man læse om de symptomer og tegn, der bør udløse et opkald til lægen.
En af de største sundhedsudfordringer for mænd er, at de ikke er gode nok til at bruge sundhedssystemet, og at sundhedssystemet ikke er tilstrækkeligt godt gearet til mænd, mener Selskab for Mænds Sundhed.
Hele denne uge er der fokus på mænds sundhed ved Men's Health Week. Projektet skal gøre op med de store forskelle, der betyder, at mænd bliver hyppigere syge end kvinder.
Det er Selskab for Mænds Sundhed, der står bag Men's Health Week, og ifølge selskabets formand, er der god grund til at sætte ind for at gøre op med de sundhedsudfordringer, som mænd står over for.
- Der er to aspekter i det. Dels viser tallene, at mænd får ti procent hyppigere kræft, tyve procent hyppigere diabetes og de får også hyppigere hjerte-karsygdomme end kvinder. Det handler om livsttil, arbejdsmiljø og så videre, siger Svend Aage Madsen, som er formand for Selskab for mændssund hed, og fortsætter:
- Det andet aspekt handler om, hvordan det så går, når først mændene er blevet syge, og der kan vi også se, at mændene dør langt hyppigere af sygdommene end kvinder, og derfor er der rigtig god grund til, at vi sætter ind i forhold til at få forbedret mænds forhold til sundhedsvæsnet, siger han.
Ifølge Svend Aage Madsen har mænd generelt sværere ved at gå til lægen end kvinder, og de er ikke i lige så høj grad som kvinderne opmærksomme på, hvilke symptomer, de skal reagere på. Derfor kommer de ofte alt for sent til lægen, og det kan betyde en stor forskel på, om man overlever en sygdom eller ej.
Men det er ikke kun mændenes ansvar, mener Svend Aage Madsen. Han oplever, at sundhedsvæsnet ikke altid er lige godt gearet til at tage sig af mænd.
- Vi skal som sundhedsprofessionelle blive bedre til at føre en dialog, der passer til mænd. Mænd kan have svært ved at sætte ord på deres symptomer, og vi skal blive bedre til at spørge grundigt ind. Desuden kan det være en god idé at give nogle faste sundhedstilbud, for eksempel kunne den praktiserende læge indkalde til nogle fast sundhedstjek, så man er sikker på, at man får taget eventuelle sygdomme i opløbet eller i et tidligt stadie. Samtidig skal vi blive bedre til at få udbredt viden om sygdomme og symptomer, siger Svend Aage Madsen.
Han mener, at mænd generelt og historisk set er opdraget til at skubbe bekymringer og smerte fra sig, og at det kan være en af forklaringerne på, at mænd ofte udskyder lægebesøg og tænker "det går nok væk". Han understreger, at man heller ikke skal lade sig tynge af bekymringer om helbreddet, men at man altid skal være opmærksom og søge læge, hvis man oplever forandringer.
- Det kan være en forandring i vægten, eller at man pludselig får ændret og besværet vejrtrækning. Det kan også være, at man oplever forandringer i huden, at man skal op og tisse hyppigere om natten, eller at man får vedvarende smerter. Så skal man gå til lægen, og man skal insistere på, at man skal undersøges grundigt og sige til lægen: "Jeg ved ikke, om jeg er syg, men jeg vil gerne have dig til at finde ud af det", siger Svend Aage Madsen.
Når man taler om sundhed - og mændssundhed især, bliver der ofte lagt vægt på eksempelvis kræft, diabetes og hjerte-karsygdomme, men psykisk sygdom er også et område, hvor mænd alt for sjældent får hjælp.
- Hvis det er svært for mænd at tale om deres fysiske helbred, så er det endnu værre med det psykiske. Det har mænd enormt svært ved at tale om, og det er også et område, hvor vi skal blive bedre til at sætte ind og komme i dialog, siger Svend Aage Madsen.
Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen og mange andre patientforeninger har lavet tjeklister over symptomer, som man skal være opmærksom på. På hjemmesiden Tjek Dig Selv Mand kan du finde en samlet tjekliste over mange af de symptomer og forandringer, man som mand skal reagere på og søge læge, hvis man oplever.