Magasin måske til Aalborg igen
Foto: tv2nord.dk (Arkiv)
Firmaet bag Magasin du Nord har i et halvt år haft møder med Aalborg Kommune om en eventuel tilbagevenden til Aalborg - nærmere bestemt på Budolfi Plads.
Budolfi Plads står overfor en større ændring. Og i fremtiden kan der meget vel stå en gammel kending på pladsen. Magasin du Nord snakker nemlig med Aalborg Kommune om at opføre en butik på den gamle plads. Det bekræfter Peter Baltzer Nielsen, stadsarkitekt i Aalborg Kommune.
- Vi snakker om flere muligheder for Budolfi Plads. Umiddelbart vil vi have P-pladsen ned under jorden, som man ser i så mange andre byer. Derudover er Nordea og Super Brugsen på vej væk. Det skaber plads til andre butikker, og der har vi snakket med blandt andet Magasin, siger Peter Baltzer Nielsen til TV2/Nord.
Aalborg Kommune arbejder for tiden med planerne for fremtiden på Budolfi Plads. Det er allerede udmeldt, at Super Brugsen ikke får forlænget deres tilladelse og samtidig vil kommunen gerne have flere parkeringspladser og et mere grønt område. Derfor får Magasin ikke uanet plads, hvis de skulle få tilladelsen.
- Vil vil ikke tillade byggeri fra hjørne til hjørne. Nu skal vi have set nærmere på mulige løsninger, men der er ingen tvivl om, at vi vil arbejde for at få en flot plads, som også tager godt ud om 50 år, siger teknisk rådmand Mariann Nørgaard til nordjyske.dk.
Magasin du Nord forlod Nordjylland i 2005 på grund af dårlig økonomi. Siden har butikskæden skiftet ejer flere gange og ejes for tiden af Debenhams, der er Storbritanniens næststørste kæde af stormagasiner.