MAN fortsætter stort sponsorat
Foto: Hedegaard
MAN Diesel & Turbo fortsætter sponsoratet af Tordenskioldsdagene. I 2013 modtager arrangementet 100.000 kroner fra firmaet.
Det er MAN Diesels største enkeltstående sponsorat, der for sjette år i træk skal støtte den traditionelle begivenhed. De 100.000 danske kroner skal bidrage til en videre udvikling af de kunstneriske og historiske begivenheder.
- Sponsorsamarbejdet begyndte i 2008 på vores eget initiativ, da vi søgte en klar og entydig sponsorprofil for ét stort projekt, som gavner hele byen. Vi har haft stor glæde af samarbejdet gennem de forløbne seks år. Samarbejdet har levet op til vores forventninger, og de nye ideer der arbejdes med i Tordenskiolds-projektet for 2012-2014 passer fint med den profil vi som virksomhed ønsker at blive koblet sammen med, siger direktør Poul Knudgaard.
Arrangørerne bag Tordenskioldsdagene betegner den økonomiske del af sponsoratet som af "meget stor betydning for udviklingen af konkrete festival-aktiviteter". Derudover mener de, det viser en vigtig værdi, når en af byens største virksomheder bakker op om projektet.
Tordenskioldsdagene startede i 1998. Og afholdes sædvanligvis i slutningen af juni.