Masser af ulovligt fyrværkeri i Nordjylland
En optælling af TV2/NORD viser, at der er blevet konfiskeret store mængder af ulovligt fyrværkeri i landsdelen inden for den sidste uge. Mere end 550 ulovlige bomber og kanonslag
Inden for den sidste uge har ordensmagten haft travlt med at rykke ud i Nordjylland for at fjerne ulovligt fyrværkeri.
Flere gange har politiet endda måttet tilkalde bomberyddere fra Skive Kaserne, fordi der har været tale om farlige bomber og kanonslag.
I alt har Nordjyllands Politi indtil videre konfiskeret følgende:
579 kanonslag
32 krysantemumbomber
2 sejlgarnsbomber
- Alt andet lige er det for meget, men desværre er det blevet til en tendens, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Peter Redder.
20. december
Politiet beslaglægger 10 krysantemumbomber hos en 34-årig mand på Riishøjvej i Vejgaard.
26. december
Et par unge mænd fra Gandrup-området nord for Aalborg kan se frem til en stor bøde. Politiet konfiskerer 8 krysantemumbomber og 46 kraftige kanonslag. Det er en overtrædelse af fyrværkeriloven. De to mænd forsøgte at sælge bomberne på parkeringspladsen ved Nordjyllandsværket.
27. december
Et stort lager af fyrværkeri bliver fundet i et haveskur i Langholt. En 42-årig mand får beslaglagt 18 krysantemumbomber og 382 kanonslag. Bomberyddere fra Skive Kaserne bliver tilkaldt. Det var et anonymt tip, der fik politiet til at rykke ud, for at fjerne de ulovlige og farlige bomber og kanonslag.
30. december
To sejlgarnsbomber bliver fundet først på eftermiddagen ved Vester Mariendal Skole i det sydlige Aalborg. Bomberyddere fra Skive bliver tilkaldt og politiet afspærrer området.
Klokken 21.45 bliver der fundet en formodet krysantemumbombe, som dog viser sig at være en fyrværkeribuket, som er en masse raketter, der er tapet sammen. Også her bliver der tilkaldt bomberyddere.
Terndrup: 112 ulovlige kanonslag bliver fundet efter en ransagning på flere adresser i byen. Politiet rykker ud ved midnatstid og finder det ulovlige fyrværkeri på to adresser. To unge mænd på 20 og 19 år bliver sigtes.