Massetest: Knap halvdelen af berørte nordjyder er nu testet

Lige knap halvdelen af de nordjyder, der bor i de syv tidligere nedlukkede kommuner, er nu testet i den såkaldte massetest. Det oplyser Region Nordjylland. Helt præcist er tallet 46 procent.

Jimmi Aagaard Jensen er en af de mange, der har ladet sig teste for corona i forbindelse med den massetestning, der lige nu finder sted flere i Nordjylland.

Han bor selv i Jammerbugt Kommune, der er en af de berørte kommuner, hvor myndighederne frygter for den særlige corona-mutation cluster-5.

Jimmi Aagaard Jensen er pensionist og alvorligt syg, og derfor er han ikke i stand til at komme ud og hen til et testcenter.

I stedet får han besøg af hjemmeplejen, der har ansatte, der er særligt uddannede til at stå for at hjemmeteste.

- Det er jo helt fantastisk, lyder det fra Jimmi Aagaard Jensen i hjemmet i Fjerritslev.

Han tilføjer, at covid-19 sygdommen er alvorlig - ikke mindst hvis den skulle ramme en som ham selv, en kronisk og alvorlig syg person.

Kommunen tester hjemme

119.000 nordjyder er frem til og med torsdag blevet massetestet, deriblandt altså Jimmi Aagaard Jensen - og forventningen er, at massetesten vil give viden om virus og eventuelle mutationer, når analyserne af massetesten er lavet færdig.

Regionen og de berørte kommuner vil dermed fortsat også komme ud til de borgere, der ikke har mulighed for at møde op til massetesten. Det drejer sig om borgere på plejehjem, i institutioner og i visse tilfælde også i borgernes eget hjem, hvis de af helbredsmæssige årsager ikke kan møde op.

Alene i Jammerbugt Kommune, der er en af de berørte kommuner, drejer det sig foreløbig om 700 borgere, der skal testes af kommunen derhjemme. 

Og det er en opgave, der kommer til at kunne mærkes hos personalet i hjemmeplejen.

- Det er ret omfattende. For det første skal de medarbejdere, der skal pode, oplæres i at pode, så podningen virker. For det andet er der en del planlægning i det, da de medarbejdere, der skal teste, ikke kan være en del af den daglige drift, fortæller Jette Simonsen, der er leder af hjemmesygeplejen i Jammerbugt Kommune.

Dertil kommer arbejdet med at registrere de mange podninger, så der er styr på hvilke podninger, der hører til hvilke borgere. 

Opgaven er så stor, at Jammerbugt Kommune fra næste uge vil få hjælp af personale fra skolesundhedsplejen. 

Flest testet i Frederikshavn

Seneste tal fra Region Nordjylland viser, at flest personer indtilvidere er testet i Frederikshavn Kommune, hvor to-tredjedel af borgerne har ladet sig testet. Derefter kommer Thisted Kommune, hvor 73 procent af befolkningen nu er testet. I Jammerbugt Kommune er foreløbig halvdelen testet, mens det tal ligger på niveau med andelen af borgere i Hjørring Kommune, der nu er testet for corona.

Læsø Kommune står registreret med 18 procent af befolkningen der, som har ladet teste - trods det at regionens særlige "massetest-enhed" endnu ikke er nået til øen. I Vesthimmerland er fire procent af befolkningen foreløbig testet, mens tallet for Brønderslev indtil videre er beskedent en procent. 

Massetesten finder officielt først sted fra i dag i de to sidstnævnte kommuner.

Massetesten på Læsø måtte torsdag aflyses på grund af vejret. Det betyder, at borgerne her testes torsdag den 26. november kl.10-14 og igen søndag den 29. november kl 10-14, hvor kapaciteten er fordoblet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland