Max tog sidste stik
Rally sæsonen sluttede her i weekenden og det blev til masser af metal til Nordjyden Max Christensen.
Rallykørerne Max Christensen fra Svenstrup og Ole Frederiksen fra Skibby ryddede med deres Subaru Impreza WRX præmiebordet i Gruppe N for serieproducerede standardbiler, da de i sæsonfinalen på Bornholm vandt Gruppe N-mesterskabet.
Som prikken over i'et snuppede de oven i købet sølv i 4WD-mesterskabet, som med DIF-prædikat er rallysportens fornemmeste mesterskab. Her blev de bedre placeret end tre af de hurtige Super 2000-biler og måtte kun bøje sig for de allerede kårede mestre Christian Jensen og Freddy Pedersen i en Peugeot Super 2000.
- Vi kunne ikke have gjort det ret meget bedre. Det våde vejr om morgenen passede os fint, vi havde chancen og kørte stærkt på de meget udfordrende prøver, siger Max Christensen i en pressemddelelse.
Under formiddagens hastighedsprøver i regnvejr førte Max Christensen og Ole Frederiksen rallyet generelt, og først da det tørrede op, måtte de lade danmarksmestrene slippe forbi.
-Det er utopi at tro, man kan køre fra Super 2000-bilerne, når vejene er tørre. Efter prøve 3 var vi klar over, at Christian Jensen ville komme foran før eller senere, for vi ville ikke risikere sølvmedaljerne i et forgæves forsøg på at vinde løbet, vurderer Max Christensen.
Alligevel skruede han voldsomt op for tempoet og tog sejren på prøve 8, løbets superspecialprøve, hvor der gives ekstra DM-point til hurtigste kører.
- De point var vigtige for at nå andenpladsen i 4WD-mesterskabet, tilføjer Max Christensen.
Ved starten af Danboring Rally på Bornholm var der stor spænding om Gruppe N-mesterskabet, hvor Steen Andersen og Iben Louring havde bragt sig i front med deres Mitsubishi. De måtte dog udgå efter at være kørt i grøften, og det andet stærke Mitsubishi-hold, Tim Svanholt og Carina Møller, måtte opgive efter motorskade.
Det fik dog ikke Max Christensen og Ole Frederiksen til at slække på tempoet.
- Vi havde et helt problemfrit løb. Det var antiklimaks, at vore værste konkurrenter udgik så tidligt, vi havde glædet os meget til den dyst, og vi var ikke nervøse, for vi kunne sagtens have kørt stærkere. Jeg føler mig sikker på, at vi havde slået dem alligevel, mener en tilfreds Ole Frederiksen om gruppe N-opgøret.
Hvad 2013 bringer, ved gruppe N-mestrene ikke.
- Min Subaru har kørt perfekt hele sæsonen, absolut uden problemer. Vi ved ikke, hvad vi vil næste år. Nu må vi se, hvordan DM-klasserne bliver, inden jeg tager stilling, slutter Max Christensen.