McDonald's i Haverslev får arvefjenden som nabo
Foto: Burger King
McDonalds får nu en gedigen udfordrer i Haverslev, når Burger King snart åbner en restaurant ved siden af.
McDonals har længe været eneherskeren i Haverslev, hvor bilister i årevis er flokket til den populære burgerkæde lige ved siden af motorvejen. Men nu kommer der en ny førsteudfordrer. I dag har Burger King nemlig offentliggjort, at de åbner en restaurant ved siden af arvefjenden.
Det sker den 18. december, når Burger King slår dørene op for en 450 kvadratmeter stor restaurant med plads til 100 siddende gæster.
Ifølge King Food, der står bag den nye restaurant, danner Haverslev perfekte rammer for den nye Burger King restaurant.
"I Haverslev er der en god blanding af børnefamilier og unge, som vi tror, vil få glæde af, at der nu åbner en Burger King. Og så er restauranten placeret tæt ved motorvejsrundkørslen i Haverslev, som betyder, at pendlere med appetit på en veltilberedt burger nemt kan få en med på farten, " siger administrerende direktør for King Food, Rune Sandvik i en pressemeddelelse.
Den nye restaurant bliver arbejdsplads for 30 medarbejdere, og der er dermed lagt op til den helt store duel, når de besøgende nu skal vælge mellem McDonals eller Burger King.
I hele åbningsweekenden kan man opleve nissepiger og nissedrenge i restauranten, der står for flere forskellige overraskelser.