Minister: Mere støtte til solceller
Foto: Torben Hedemose
Fremover skal det ikke kun være attraktivt for parcelhusejere at anskaffe sig solcelleanlæg, mener klimeminister Martin Lidegaard.
Danskere i andelsboliger skal have fordoblet støtten til at anskaffe solceller, siger klimaminister Martin Lidegaard.
Hidtil har det været mest attraktivt for danskere med eget parcelhus at investere i solcelleanlæg. Men nu skal støtten til anlæggene ændres, så også danskere i andre boligtyper får del i støttekronerne.
Det siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som tirsdag har præsenteret energiforligskredsen for regeringens forslag til en ny støtteordning for solenergi.
Og kan regeringen få flertal for forslaget, vil det betyde, at støtten til solcelle-anlæggene bliver lagt om.
- Det vil stadig være en rigtig god forretning for parcelhusejere at have et solcelleanlæg. Men vi ønsker samtidig at gøre det attraktivt for den anden halvdel af danskerne at anskaffe sig solcelleanlæg, siger Martin Lidegaard.
- Det er dem, som bor i andelsboligforening, almennyttige boliger, landsbyfællesskaber eller erhverv for den sags skyld, som gerne vil med i solfesten. Der mere end fordobler vi støtten i forhold til i dag.
- Samlet set betyder det, at vi fortsat får en ganske markant udbygning af solceller i Danmark, siger Martin Lidegaard.
Søndag fortalte TV2/Nord, at antallet af opførte solcelleanlæg i år er tidoblet i forhold til sidste år. Det skyldes, at husejere var nervøse for, at staten ville afskaffe den nuværende afregningsform.
Usikkerheden i forhold til den kommende afregningsform betyder usikkerhed i branchen, og ifølge bestyrelsesmedlem i Dansk Solcelleforening, Flemming Kristensen, kan 400 nordjyske arbejdspladser være i fare.
/ritzau/S