Minister slår fast: De hollandske bowtrawlere skal overholde reglerne
Der skal ekstra kontrol til, mener fiskeriminister Mogens Jensen, der allerede har bedt sin fiskeriministerkollega i Holland om at skærpe kontrollen for de fiskere, der fisker bomtrawl i Skagerrak.
Fiskeriminister Mogens Jensen er ikke i tvivl; de hollandske bomtrawlere bidrager til problemer for såvel de danske fiskere som havmiljøet.
Så sent som i august blev ministeren gjort opmærksom på, at de danske fiskere føler sig chikaneret af de hollandske bomtrawlere, da en delegation af nordjyske kystfiskere besatte Udenrigsministeriet i protest mod netop de udenlandske fiskere.
Fiskerne mener, at hollandske bomtrawlere ødelægger havbunden i Skagerrak og fordriver de lokale fiskere fra deres fangstpladser. Fiskerne kræver øjeblikkeligt stop for den type fiskeri.
- Vi kan simpelthen ikke klare mere nu. Nu må politikerne gøre noget. Havbunden og Skagerrak bliver smadret, sagde Jesper Olsen inden mødet.
Bomtrawl foregår ved, at hollandske fiskekuttere trækker tunge jernkæder over havbunden, og fiskerne mener, det ødelægger miljøet.
- Fiskerne er kommet med en ide om at indføre ekstra kontrol, og det er det, vi arbejder på i øjeblikket, siger fiskeriminister Mogens Jensen.
Formålet med ekstra konstrol er, at myndighederne så kan kontrollere, om bomtrawlernes fangster ligger inden for de tilladte kvoter.
- Der er ingen tvivl om at for at komme det her til livs, så skal hollænderne følge de samme regler, som de danske fiskere skal. Og en af de måder man kan gøre det er at kontrollere noget bedre, siger Mogens Jensen.