Mor erkender drab på spædbarn

Den 20-årige kvinde, som er sigtet for i fredags at have dræbt sin kun ni dage gamle søn, har erkendt sig skyldig i manddrab. Det skete, da kvinden mandag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Hjørring.

Den 20-årig mor var tydeligt påvirket af de tragiske omstændigheder, og da sigtelse blev læst op i retten udbrød kvinden: "Ja, det er rigtigt. Det har jeg gjort". Det fortæller TV2/Nords reporter Marie Bergmann, som følger grundlovsforhøret i retten i Hjørring.

Den 20-årige kvinde er sigtet for fredag eftermiddag at have kvalt sin ni dage gamle søn ved at have holdt en pude over drengens ansigt. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt.

Barnet og den 20-årige mor blev fundet af sin kæreste, der også er barnets far i parrets hjem i Frederikshavn. Faren alarmerede politi og ambulance fredag eftermiddag - i tide til at redde moren, men for sent for den lille dreng, som blev erklæret død ved ankomsten til Aalborg Sygehus.

Grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre. Dommeren valgte først, at retsmødet skulle holdes for åbne døre, men det fik den 21-årig kvinde til at nægte at udtale sig, hvis pressen var tilstede i retten. Det fik dommeren til at lukke dørene.


Seneste nyt

fra Nordjylland