Nær ven om ny forsvarschef: - Ham finder I aldrig noget på

Den nye fungerende forsvarschef er en dygtig leder, soldat, sportsmand og familiefar med stort F, lyder det.

- Haha! Han er så ordentlig, stille og rolig. Ham finder i aldrig nogle sorte ting på.

Sådan lyder det fra Jørgen Høll, der er direktør for Skallerup Seaside Resort, når man spørger til den nye forsvarschef, Michael Wiggers Hyldgaard.

For Jørgen Høll har tidligere haft en lang karriere i forsvaret, og derfor kender han den nye forsvarschef ualmindeligt godt.

I 2014 blev Jørgen Høll chef for Specialoperationskommandoen. Året efter skulle han udvælge sin nye næstkommanderende. 

Valget faldt på Michael Wiggers Hyldgaard.

- Han var så loyal, utrolig arbejdsom og super skarp. Der var aldrig noget, der blev gjort for egen vindings skyld, lyder det fra Skallerup Seaside-direktøren.

Familiefar og sportsmand

Michael Wiggers Hyldgaard, der er bosat i Nordjylland, har omkring 30 års erfaring i Forsvaret og startede sin karriere med sergentuddannelsen ved Sergentskolen i Sønderborg i 1984. 

I 2002 og 2009 var han udsendt til Afghanistan.

Han tiltrådte stillingen som fungerende forsvarschef, efter Troels Lund Poulsen onsdag aften fyrede den tidligere forsvarschef, Flemming Lentfer, der havde siddet på posten siden 2020. 

Ifølge Jørgen Høll er den nye fungerende forsvarschef et godt valg. 

- Det, man får, er en 100 procent loyal officer. Én der forstår departementet, én, der har politisk forståelse og samtidig er en soldat med støvlerne på. Han forstår, hvad der sker derude, siger han. 

Selvom 59-årige Michael Wiggers Hyldgaard er arbejdsom, er han også familiefar med stort F, fortæller Jørgen Høll. 

- Han gør meget for sin familie, og de elsker at tage på camping sammen, siger han. 

Men når det ikke er familien eller arbejdet, der priorities, er det sport. Den nye forsvarschef er nemlig også meget aktiv. 

Tidligere har han lavet flere Ironmans, lyder det fra den forhenværende kollega og ven. 

- Det var tit sådan, at han lige cyklede fra Hasseris og til Løgstør, inden han mødte ind på job om morgenen. Han er virkelig en sportsmand uden lige, siger Jørgen Høll.

Michael Wiggers Hyldgaard kommer fra stillingen som chef for Specialoperationskommandoen, der er den overordnede kommando for Danmarks specialoperationsstyrker: Jægerkorpset, Frømandskorpset og Slædepatruljen Sirius.



Seneste nyt

fra Nordjylland