Ni nordjyske guldmedaljer til DM i Skills

Over de seneste par dage har næsten 300 deltagere kæmpet om at være den bedste i landet indenfor deres fag – og det kastede ni guldmedaljer af sig til Nordjylland.

35 dygtige nordjyske elever drog torsdag til Fredericia for at konkurrere i netop det fag, de er allerstærkest i.

Af de 35 vandt ni af dem en guldmedalje i henholdsvis syv forskellige discipliner.

En af dem er klejnsmeden Mathias Rosendahl Jørgensen, som kommer fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars.

- Jeg er absurd glad og helt igennem tilfreds med det, jeg har fået lavet i dag – megafed følelse i kroppen, siger han.

Se hele interviewet med Mathias Rosendahl Jørgensen:

Sidste års sølvvinder tog sidste skridt

Til arrangementet forventede man, at der ville komme 50.000 tilskuere, som skulle overvære og heppe på deltagerne. Det endelige tal endte dog på hele 70.000.

En af dem, som måske har været lidt vant til de mange tilskuere efterhånden, er flisemuren Kristian Bak Hansen, som sidste år tog en sølvmedalje.

- Jeg har ventet på det i tre år, så det er fandeme dejligt at få den nu, siger han.

De ni nordjyske vindere

  • Bygningsstruktør: Troels Lyndgaard Pedersen, AMU Nordjylland, A. Enggaard A/S

    og Viktor Busch, AMU Nordjylland, HP BYG A/S

  • Flisemurer: Kristian Bak Hansen, EUC Nord, Hæstrup Murerforretning ApS

  • Grafisk tekniker: Andreas Balleby Hansen, TECHCOLLEGE, Stibo Complete

  • Klejnsmed: Mathias Rosendahl Jørgensen, Himmerlands Erhvervs-

    og Gymnasieuddannelser, TA Stål ApS

  • Kosmetiker: Sophia Munk Nielsen, TECHCOLLEGE, Beauty By Munk

  • Lastvognsmekaniker: Frederik Brandstrup Worm, TECHCOLLEGE, Im. Stiholt A/S

  • Skiltetekniker: Freja Vejrgang Pedersen, College360, Egotag Skilte & Reklame

  • Vejgodstransport: Sebastian Hvass Frandsen, AMU Nordjylland, Bjørn Madsen

Ny forberedelse i gang

Med titlen som Danmarks bedste skal man selvfølgelig også ud i verden og forsvare de rød-hvide farver.

Vinderne har nemlig kvalificeret sig til Europamesterskabet i den polske by Gdansk, og det betyder, at danmarksmestrene endnu ikke kan stoppe med at arbejde i fritiden.

- Nu skal jeg til Gdansk og vinde dernede, lyder det selvsikkert fra den nordjyske flisemurer.

Se hele interviewet med Kristian Bak Hansen:

Hårdt arbejde

Deltagerne skal på kort tid udføre en opgave indenfor deres fag – for klejnsmedene var det en varmeveksel, der skulle laves.

- Jeg tænkte fedt, men svær opgave – det er en megafed opgave, og den er presset, man skal hænge i for at få lavet den færdig og nå det til tiden, siger Mathias Rosendahl Jørgensen, som også kunne mærke tidspresset:

- I går op til slut kunne jeg godt mærke, at der var jeg tidspresset, og nu skulle der sateme til at ske noget for at få det lavet færdigt, så der var lidt tidspres på.

Selve prisen blev overrakt af undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Selve prisen blev overrakt af undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Nu skal de to guldvindere tilbage til deres arbejdsplads i Nordjylland igen, men det bliver med ny pynt på væggen.

- Den (guldmedaljen red.) skal hjem og hænge, så jeg kan kigge på den hver dag og være stolt over det, siger den nykårede danske mester i klejnsmed.

Se hele afslutningsceremonien fra DM i Skills:


Seneste nyt

fra Nordjylland