Nibe Festivals leder efter udmelding fra ekspertgruppe: Vi har brug for afklaring
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Ekspertgruppen anbefaler en række restriktioner, indtil den danske vaccineplan er gennemført, og hvis politikerne retter sig efter anbefalingerne, så bliver der formentlig heller ikke nogen Nibe Festival i år. Festivalens leder vil gerne snart have afklaring.
En ekspertgruppe har i dag meldt ud, at en række af sommerens store musikfestivaler ikke kan gennemføres som planlagt, da de anbefalede restriktioner vil være svære at overholde.
Gruppen anbefaler nemlig, at publikum skal deles op i sektioner af op til 1000 personer. Samtidig må kun 10.000 mennesker være samlet på en festival.
Hvis politikerne vælger at følge anbefalingen, kan det få store konsekvenser for blandt andet Nibe Festival, som under normale omstændigheder plejer at samle godt 15.000 deltagere.
Nibe Festivalens leder, Peter Møller Madsen, håber, at der snart kommer en afklaring.
- Det sidste år har været et hårdt år at komme igennem. Ikke bare for os som arrangører men også for vores samarbejdspartnere, leverandører, frivillige og også vores publikum. Det er jo drønhamrende vigtigt, at vi snart får en afklaring, siger han.
Vi har alle ventet længe nok
Efter dagens udmelding fra ekspertgruppen har Dansk Live, som er interesseorganisation for flere af de store danske festivaler, skrevet et brev, som blandt andet ligger på Nibe Festivalens hjemmeside.
- Vi anerkender til fulde det store arbejde, ekspertgruppen har lagt, og bakker fuldt ud op om de anbefalinger til genåbning af kultur- og idrætslivet, som anbefalingerne baner vejen for i den netop offentliggjorte rapport. Men arbejdet er sat for sent i gang, og vi kan ikke se andet, end at der fortsat vil være restriktioner gældende for størstedelen af sommeren, som gør det urealistisk at holde festivaler af vores størrelser og med det fællesskab, der kendetegner dem. Derfor appellerer vi nu kraftigt til, at regeringens forhandlinger med partilederne ikke trækker ud, så vi kan få et endeligt svar, skriver Dansk Live i brevet på vegne af de store danske festivaler.
Nibefestivalen skal efter planen afholdes fra 30. juni - 3. juli.
- Jeg er født optimist, og det er jeg også i den her situation. Men der kommer en skæringsdato for, hvornår vi skal vide noget med sikkerhed, og den kommer vi tættere og tættere på, siger Peter Møller Madsen.