Nordjyder på første klasse
Foto: Lone Vad Dam
60 udstillere har indtaget Gigantium i Aalborg i weekenden, hvor de besøgende kan smage, prøve og købe alt inden for luksus.
I denne weekend glemmer tusindvis af nordjyder alt om finanskrise og strømmer til Gigantium i Aalborg. Her er der nemlig luksusmesse, hvor man for alvor kan lære at leve levet på første klasse.
En lænestol til 135.000 kroner, en pelsfrakke til 479.000 og kaffe til 20.000 kroner pr. kilo. Det er bare noget af det, som luksusmessen i Gigantium i Aalborg byder på i denne weekend.
60 udstillere viser alt inden for livsstil, design, rejser, mode, velvære, skønhedsprodukter, gourmet og interiør frem.
Blandt andet kan man på messen møde en af landets mest eksklusive buntmagere, Sten Bergström, der medbringer eksempler på sit design i pelse. Man kan også se og købe danske specialfremstillede motorcykler, designet og håndbygget af Uffe Lauge Jensen, der også har leveret motorcykler til H.K.H. Kronprins Frederik og Caroline Wozniacki.
- På messen kan man få oplevelser, der rager et godt stykke ud over det ordinære. Det er måske et liv for de få og de udvalgte, men faktisk er det slet ikke usandsynligt, at mange af os kan være med. På vores eget niveau, siger Bjarke Nielsen og Jimi Kristensen fra eventfirmaet Frontlife, der står for arrangementet.
Man regner med 7000 besøgende på messen i weekenden.