Nordjyllands Politi føler sig overhørt
Foto: Tv2nord.dk
Politiet er frustrerede over, at Brønderslev Kommune ikke fulgte den klokkeklare advarsel om forholdene hos familien i Serritslev-sagen. Nu frygter politiforbundets formand, at patruljer vil anmelde færre forhold til kommunerne.
Lang tid før forældreparret fra Serritslev blev anholdt havde Nordjyllands Politi advaret Brønderslev Kommune om forholdene på Holtevej i Serritslev. En social indberetning blev sendt til kommunen, men alvoren blev overset.
- Det er meget frustrerende, når kollegaerne kommer ud, og ser de forhold de lever under, og der så ikke bliver gjort noget ved det, siger formanden for Nordjyllands Politiforening, Jens Jørgen Møller Nielsen til TV2/NORD.
Nordjyllands Politi strøer ikke om sig med indberetninger, det sker kun, når der er tydelige tegn på dårlig trivsel.
Årligt laver Nordjyllands Politi mellem 55 og 60 indberetninger i hele Nordjylland. Dvs., at de ni kommuner i gennemsnit får ca. seks-syv indberetninger om året.
- Så vi forventer selvfølgelig ,at kommunerne tager de her indberetninger alvorligt, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør, Nordjyllands Politi.
Med andre ord er det ca. en indberetning hver anden måned per kommune. Så Brønderslev Kommune har ikke svømmet i sociale indberetninger, men alligevel reagerede Brønderslev Kommune ikke tilstrækkeligt på advarslen. Og det er beklageligt, mener Claus Hilborg.
- Det er en fælles myndighedsopgave, netop på tværs, at sørge for at børns tarv med videre bliver varetaget på en ordentlig måde, siger han.
Når kommuner på denne måde overser en statsmagts indberetninger, frygter formanden for Politiforbundet, at færre sociale forhold fremover vil blive indberettet.
- Man kunne godt forestille sig, at overliggeren bliver hævet, især hvis der er en almindelig opfattelse af, at det alligevel ikke nytter noget, fordi de ikke bliver brugt, så er det er nærliggende risiko, siger Peter Ibsen.