- Jeg har det sgu fint.

Sådan lyder det korte svar fra den eventyrer Ole Mose Nielsen på 32 fra Hadsund i Nordjylland, da TV2/Nord spørger, hvordan han har det, efter for få fage siden at have besteget Mount Everest.

En præstation der følger eventyrerens svømmetur over Gibraltarstrædet, hans syv maratonløb på syv kontinenter på syv dage og en cykeltur på 1200 kilometer i et stræk.

Og da han stod på toppen af verden, ved konklusionen på sit enorme vovestykke var der to ting, der ramte ham.

- Alle forventer, at man tænker "uh, hvor er her fantastisk flot" og føler stor forløsning, men nej. Der var pissekoldt. Det var den følelse, der gik igennem én. Og den næste tanke: "Hvordan kommer jeg egentlig ned?" For vejen derop var jo ikke helt ufarlig, siger han til TV2/Nord på en telefonforbindelse fra Kathmandu.

Klatrede forbi otte lig

Turen til toppen foregik om aftenen og natten, så da det var tid til at vende næsen mod jorden igen, kunne Ole Mose Nielsen pludselig se, hvor farligt et sted toppen af Everest er. Til den ene side var der frit fald mod jorden og foran sig havde han en smal sti at gå på.

- Selvfølgelig er man glad for at være på toppen, men det er blandet med nervøsitet, for det er sværere at komme ned end op. Man er klædt på som Michelin-manden og har maske på, så man knapt kan se noget, fortæller Ole Mose Nielsen.

90 procent af de tragiske dødsfald, der sker for bjergbestigere på Mount Everest, sker på nedstigningen. Og på vejen mod toppen så Ole Mose Nielsen da også otte lig, der ikke var blevet bjærget.

- Det er et bevis på, at det ikke er for turister. Og det er jo lige præcis det, jeg er, med den lille erfaring jeg har med bjergbestigning, fortæller Ole Mose Nielsen og indrømmer også gerne, at det var en dumdristig mission.

- Alle forsøg på at bestige Everest er dumdristige, for det er ikke et miljø, der er skabt til mennesker.

Og med den erkendelse i baghovedet, påvirkede det heller ikke Ole Mose, at se de mange beviser på forsøg på at komme til toppen, der er endt tragisk.

- Det rørte mig ikke. Du kigger på det og indser, det er alvor, hvis ikke du allerede var klar over det.

Gik 16 timer mod jorden

Første etape mod jorden gik til camp 3 i 8,3 kilometers højde. Her hørte Ole Mose, at et andet hold bjergbestigere ville blive hentet i jeeps i basecamp i 5,4 kilometers højde dagen efter. Og så ventede Ole Mose Nielsen ikke med at gå videre.

- Jeg skulle simpelthen bare ned. Jeg nægtede at sove i det skide telt længere.

Han gik i 16 timer og nåede frem til base camp om natten. Efterfølgende fik han at vide, at sådan gjorde man altså ikke. Man går ikke alene ned af Everest!

- Kunne jeg komme op, kunne jeg jo nok også komme ned, hvis jeg tog det stille og roligt. I alle tilfælde skulle jeg jo ned. Jeg kunne ikke se hvad forskel det gjorde, om der var en guide eller ej.

Og det lykkedes altså også for Ole Mose Nielsen at komme tidligere ned end ventet. Og i jeepen på vej mod Kathmandu, kom forløsningen.

- Der kunne jeg sidde for mig selv, smile lidt og tænke: Jeg gjorde det sgu.

Nyt projekt i støbeskeen

Den nordjyske eventyrer har allerede sit næste vanvittige projekt på tegnebrættet, men kan ikke afsløre noget om det.

- Jeg er ved at undersøge, om det praktisk kan lade sig gøre, og før jeg finder ud af det, vil jeg ikke løfte sløret. Jeg vil sige så meget som at det bliver endnu vildere, slutter Ole Mose Nielsen