Nordjysk gymnasium er nomineret til førstehjælps-pris
Foto: Tv2nord.dk
Aalborghus Gymnasium er blandt de tre nominerede, når Røde Kors for tredje år i træk uddeler deres førstehjælpspris.
På Aalborghus Gymnasium gør man meget ud af, at de ansatte kan førstehjælp. Alle fra rengøringspersonalet til religionslæreren. Derfor tilbyder gymnasiet alle sine 140 ansatte førstehjælpskurser, og i 2014 lærte omkring 60 medarbejdere førstehjælp. Gymnasiet har desuden en hjertestarter, der også er tilgængelig for aalborgenserne i lokalsamfundet.
- Jeg har det rigtig godt med, at folk i nærområdet også kan bruge hjertestarteren, hvis der skulle opstå en ulykke, siger rektor Torben Poulsen. Han har planer om, at det store gymnasium skal have endnu en hjertestarter på matriklen.
Aalborghus Gymnasiums tiltag gør, at Røde Kors har indstillet arbejdspladsen til Røde Kors Førstehjælpsprisen. Den uddeles for tredje gang til en arbejdsplads, som gør en særlig indsats i forhold til at uddanne medarbejderne i førstehjælp.
- Her er et gymnasium, der går foran. Med stort engagement og opbakning fra ledelsen viser Aalborghus Gymnasium, hvordan det er muligt at øge trygheden for både elever, lærer og lokalsamfundet. Vi håber, at mange flere skoler og gymnasier vil følge deres eksempel, siger chef for førstehjælp i Røde Kors, Tina Donnerborg om baggrunden for nomineringen.
Prisen uddeles den 24. marts på Privathospitalet Aleris-Hamlet i Søborg.