Nordjysk mangel på arbejdskraft
Nordjyske virksomheder mister ordrer på grund af mangel på arbeldskraft
Nordjyske virksomheder mister ordrer på grund af mangel på arbejdskraft.
Engang var Nordjylland den landsdel, der altid var hårdest ramt af arbejdsløshed. Nu klarer den nordjyske industri sig så godt, at der er ved at være mangel på folk - og flere metalvirksomheder må sige nej til ordrer.
Nordjylland ligger et pænt stykke under landsgennemsnittet, hvad angår arbejdsløshed. Det er en succeshistorie, for tidligere lå netop den landsdel ofte fire procent over resten af landet på ledighedstallene.
Thisted-virksomheden Armiga, mangler fire-fem mand i produktionen, og direktøren reklamerer nu i lokalradioen for at tiltrække medarbejdere.
Armiga er en moderne maskinfabrik, der blandt andet fremstiller produkter til offshore industrien, maskinbyggere og robotfirmaer. Virksomheden modtog for et par år siden den prestigefyldte Gazellepris.
- Men alle de fordele kan ikke gøre det. Vi har manglet folk i halvandet år nu. Det gælder især folk, der kan betjene de computerstyrede cnc-maskiner. Når jeg møder kolleger fra resten af landet - også fra de store midt- og østjyske byer, så har de også problemer. Jeg kender en, der søgte 20 folk og kun fik en, så det er vedd at være kaotisk, siger Michael Sørensen, ejer og direktør i Armiga.
Fagforeningen er også bekymret over manglen på arbejdskraft.
- Vi har ingen ledige at formidle. Det er vores store udfordring. Det er et problem at få de unge til at vælge maskinfagene - og et endnu større problem, at mange samtidig helt forlader faget og går på pension. Vi arbejder intenst på at få opkvalificeret de ufaglærte folk, men det er altså ikke altid nok, siger Erik Bjerre Kristensen, formand i Dansk Metal Thy-Mors.
Armiga-direktøren vil gerne købe endnu flere maskiner, men han har ikke folk til at betjene dem.
- Det fylder meget. Jeg tænker hver eneste da på, hvordan vi kan vækste, når vi ikke har folk til det, siger Michael Sørensen.