Nordjysk opbakning til ny DCU-formand
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Fremover er det Niels Sørensen fra Hobro, der står i spisen for Danmarks Cykle Union. En branchekollega fra Nordjylland glæder sig over valget.
I Gedsted i Vesthimmerland sidder holdejer for Team Concordia forsikring Riwal, Mogens Kristensen. Han ser frem til samarbejdet med den nye formand for Danmarks Cykle Union, Niels Sørensen.
Niels Sørensen blev i søndags valgt til ny formand for DCU uden modkandidater, og tiltrådte øjeblikkeligt.
Den nordjyske holdejer Mogens Kristensen kender i forvejen Niels Sørensen fra den nordjyske cykelverden. Han er glad for valget af ham som ny formand.
- Det er et kæmpe stort ansvar, han får. Cykelsporten får jo meget medieomtale, og hver gang der er problemer eller lignede, så er det Niels, der skal ud og stå i fronten, og det har jeg store forventninger til, at han også løser, siger Mogens Kristensen.
38-årige Niels Sørensen er valgt for en 2-årig periode. Han har selv cyklet på eliteplan i sine unge dage i barndomsklubben Hobro Cykelklub, som han senere selv blev formand for.
Niels Sørensen har siden 2004 desuden været formand for distriktet Jylland og Fyn under Danmarks Cykle Union.
Den nye formand har også selv ambitionerne på plads.
- Overordnet set, skal vi blive bedre til at rumme alle former for cykelsport i forbundet. Vi skal f.eks. også favne folk, der cykler for motionens skyld, siger Niels Sørensen, der samtidig er sit ansvar bevidst.
- Det er jo selvfølgelig noget, jeg har gjort op med mig selv, så det skal jeg nok yde mit bedste for at leve op til, siger formanden.
Tilbage i Vesthimmerland håber Concordia-ejeren, at fokusset også fortsat vil være på eliten, og at den nye formand vil være synlig i cykelsporten.
- Jeg forventer, at han vil følge op på den kamp, der er imod doping. Jeg mener, at der skal være fuldstændig nul-tolerance, og det skal DCU gå forrest med. Og så håber jeg, at han vil bakke op om den danske elite. Uden elite får vi nemlig ingen bredde, og derfor skal DCU være meget tydelige og synlige, når vi har vores internationale cykelløb i Danmark, slutter holdejeren hos Team Concordia forsikring Riwal.