Nordjysk vindmøllefabrikant i top
Foto: Pressefoto / KR Wind
KR Wind fra Nørresundby, der producerer vindmøller, ligger i spidsen, når det gælder opsætning af vindmøller verden over.
Den nordjyske vindmølleproducent ligger ifølge en rapport fra Energy Acuity på førstepladsen på verdensplan, når man beregner opsætningen af vindmøller på, hvor mange megawatt vindenergi, som møllerne producerer.
Siden 2002 har virksomheden opsat i alt 5662 vindmøller primært i Europa og Amerika. KR Wind har specialiseret sig i at transportere og opføre møllerne på svært tilgængelige steder.
- Hvis vi vil bevare vores position på verdensmarkedet fremover, er det af største vigtighed, at vi konstant udvikler os indenfor vores område. Men det er også essentielt, at vi følger med på de nye markeder. Vi er allerede godt etablerede i USA, Canada og Europa, og vi satser bevidst på udvalgte lande i Asien, Stillehavsområdet, Afrika og Sydamerika, siger John Hartvig Larsen, der er administrerende direktør hos KR Wind.
Brancheorganisationen Vindmølleindustrien roser danske virksomheder som KR Wind, der formår at være markedsledende på det globale marked:
- Den danske viden og de danske kompetencer står på store dele af vindmølleområdet som noget helt særligt i udlandet. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at vi på trods af vores størrelse har virksomheder, der i den grad går forrest i udviklingen og udbygningen af vindkraft globalt. Det er flot, siger administrerende direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg i en pressemeddelelse.
KR Wind omsætter årligt for 100 millioner Euro og har godt 400 ansatte over hele verden.