Nordjyske værfter i oprør
Forsvarsministeren vil sende vedligehold af danske krigsskibe i udbud
De nordjyske værfter står til at tabe millionordrer og masser af arbejdspladser, efter at forsvarsministeren nu vil lade udenlandske værfter byde ind på reparation og vedligeholdelse af alle flådefartøjer i Danmark.
Både skibsbyggere og partikolleger troede det var løgn, da forsvarsministeren forleden besluttede, at alle 53 skibe i den danske flåde lige så godt kan blive repareret i udlandet som på et dansk værft.
-Det er chokerende, at man vil sætte arbejdspladser og hele vores viden om de danske flådeskibe på spil. Danmark er eneste land, der sender det i udbud. Alle andre lande holder den slags tæt ind til kroppen, siger Christina Ørskov, administrerende direktør i Orskov Yard, Frederikshavn.
Forsvarsminister Nicolai Wammen (Socialdemokraterne) forsvarer sig med, at EU-reglerne tvinger ham til at sende opgaven på i alt 700 millioner kroner i udbud i udlandet.
-Det behøver han ikke, for han kan sagtens komme uden om den regel ved at sige, at der er tale om krigsmateriel, siger Christina Ørskov.
Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen har bedt om et møde med partikollegaen forsvarsministeren Nicolai Wammen med henblik på at holde udlandet væk fra udbuddene
-Hvorfor skal udlandet havde adgang til hemmelige oplysninger om vores skibe. Og i øvrigt er de danske værfter allerede konkurrencedygtige. Man skal også tænke på, at et personale på ti mand skal af sted med et skib til en havn sydpå - og tilbage igen. Det skal der løn til, og det vil tage flere uger alene i transport. Og skibene risikerer at ligge langt væk, hvis vi pludselig skal bruge dem, siger Bjarne Laustsen.
Borgmesteren i Frederikshavn, Birgit Hansen (Socialdemokraterne), forventer som et minimum, at forsvarsministeren sørger for, at alle de andre lande også sender deres opgaver i udbud
-Det må ministeren tage hånd om. Ellers synes jeg, at vi virker lidt naive, siger borgmesteren.