Nu ruller EBH-sagen
Foto: TV2/Nord
Bagmandspolitiet klar med flere tiltaler mod den tidligere EBH-ledelse.
Bagmandspolitiet tiltaler i den kommende tid flere tidligere topfolk i den krakkede EBH Banks ledelse og bestyrelse. Det skriver FinansWatch.
Mandag morgen kom det frem, at der er rejst tiltale mod både Sparekassen Himmerland som juridisk person, den tidligere direktør og to tidligere ansatte. Tiltalen lyder på kursmanipulation af særlig grov karakter. Men Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - Bagmandspolitiet i daglig tale - oplyser til FinansWatch, at der også er rejst tiltale mod to medarbejdere i den tidligere EBH Bank:
- Der er rejst tiltale mod både Sparekassen Himmerland som juridisk person, og mod tre ledende medarbejdere fra sparekassen. Derudover er der også rejst tiltale mod to tidligere ledende medarbejdere i EBH Bank, siger statsadvokat og chef for Bagmandspolitiet Jens Madsen til FinansWatch og fortsætter:
- Vi har i en efterhånden længere periode haft en gigantisk efterforskning kørende i relation til EBH, og det her i min optik faktisk den første sag af en håndfuld separate straffesager, vi kommer til at køre i relation til EBH Bank. Det her er en sag om kursmanipulation, hvor vi mener, der har været en aftale mellem EBH Bank og Sparekassen Himmerland om at købe hinandens aktier op. Konkret har EBH her lagt nogle bud for beløb på ca. 9 mio. kr. på et højt niveau, der har bevirket, at Himmerlands aktiekurs er blevet holdt kunstigt højt oppe. Det er det, tiltalen går på, siger han til FinansWatch.
Bagmandspolitiet oplyser ikke, hvem der konkret er tiltalt fra den tidligere EBH-ledelse, men FinansWatch erfarer, at det blandt andet drejer sig om bankens tidligere adm. direktør Finn Strier Poulsen.
Jens Madsen oplyser til FinansWatch, at der også kigges på en række andre sager mod EBH, blandt andet en tiltale for mandatsvig.