Ny abeunge i zoo
Foto: Aalborg Zoo
De gyldne løvetamariner i Aalborg Zoo har fået en unge.
De gyldne løvetamariner i Aalborg Zoo har fået en unge.
Aalborg Zoo er blevet en lille, ny abeunge rigere. Det er de gyldne løvetamariner, der har stået for en familieforøgelse. Det skete, efter at aberne var blevet flyttet til et mindre anlæg.
Hidtil har det nemlig været umuligt at få løvetamarinparret til at yngle, selv om de tilsyneladende har haft det udmærket sammen, siden de blev introduceret for hinanden i 2009.
Men flytningen gav altså pote i form af den nye unge. Den kom allerede til verden i juni, men har været svær at få øje på. I dag springer den imidlertid energisk rundt og udforsker tropehuset.
De gyldne løvetamariner lever i de tropiske regnskove i det sydøstlige Brasilien. De er tilpasset livet i trækronerne, hvor de lever i mindre familiegrupper på 2-8 medlemmer med ét ynglende par.
En stor trussel mod arten er skovrydning, da de er afhængige af en tæt regnskov. I dag er der kun 2-3 % af deres naturlige leveområder tilbage.
I 1980 var den vilde bestand af gylden løvetamarin nede på mindre end 100 individer, men grundet et stort naturbevaringsarbejde blandt andet med genudsætning af gyldne løvetamariner fra zoologiske haver, øgede man bestanden til 1000 individer inden for 20 år. Over 400 gyldne løvetamariner fra zoologiske haver er blevet genudsat til regnskoven.
Arten regnes stadig for truet, og naturbevaringsarbejde er nødvendigt i fremtiden for at sikre dens overlevelse i den vilde natur.