Ny analyse: Så meget kan din kommune spare

De danske kommuner skal ifølge det seneste regeringsgrundlag spare tre milliarder kroner på deres administrationer.

En ny analyse fra tænketanken CEPOS viser, at det ikke blot er muligt at nå målet, men det kan endda overgås. 

Analysen viser nemlig, at det er muligt at spare mellem 5,6 og 8,1 milliarder kroner. Det svarer til en besparelse på mellem 900 og 1400 kroner i gennemsnit per indbygger.

De nordjyske kommuner kan ifølge analysen spare mellem 664,6 millioner og 1,1 milliarder kroner.

- Vores analyse viser, at regeringens målsætning om at spare tre milliarder kroner på "kolde hænder" ikke bare er realistisk, men faktisk forholdsvis konservativ. Der er nemlig plads til en langt mere ambitiøs målsætning, siger forskningschef i CEPOS, Karsten Bo Larsen.

De store besparelser er ifølge analysen muligt, hvis de kommuner der halter efter, forbedrer deres produktivitet til samme niveau, som de mest effektive kommuner, som de kan sammenlignes med. 

Vesthimmerland er blandt de kommuner, som ifølge analysen har størst besparelsespotentiale. Kommunen kan ved en effektivisering af deres produktion spare mellem 80,5 og 90,5 millioner kroner, svarende til mellem 20,6 og 23,1 procent af deres samlede udgifter. 

Se herunder, hvor meget din kommune kan spare.

Så meget kan din kommune spare

Aalborg Kommune: Mellem 149,6 og og 455,1 millioner kroner (6,6 og 19,6 procent af samlede udgifter)

Brønderslev Kommune: Mellem 48,7 og 60,6 millioner kroner (13,9 og 17,3 procent af de samlede udgifter)

Frederikshavn Kommune: Mellem 37,4 og 56,2 millioner kroner (6,9 og 10,4 procent af de samlede udgifter)

Hjørring Kommune: Mellem 121,5 og 140,8 millioner kroner (18,5 og 21,5 procent af de samlede udgifter)

Jammerbugt Kommune: Mellem 31,2 og 46,2 millioner kroner (9 og 13,3 procent af de samlede udgifter)

Læsø Kommune: Ikke med i undersøgelsen

Mariagerfjord Kommune: Mellem 74,3 og 94,9 millioner korner (17,6 og 22,5 procent af de samlede udgifter)

Morsø Kommune: Mellem 22,7 og 45 millioner kroner (10,5 og 20,9 procent af de samlede udgifter)

Rebild Kommune: Mellem 40,6 og 49 millioner kroner (14,6 og 17,6 procent af de samlede udgifter)

Thisted Kommune: Mellem 58,1 og 81,3 millioner kroner (13,8 og 19,3 procent af de samlede udgifter)

Vesthimerlands Kommune: Mellem 80,5 og 90,5 millioner kroner (20,6 og 23,1 procent af de samlede udgifter)

Undersøgelsen er lavet ved at sammenligne kommuner med mindst effektivitet med de mest effektive kommuner. Kommunerne er sammenlignet med de kommuner, de selv minder mest om. 

Derfor er Læsø Kommune ikke med i undersøgelsen, da der ikke har været et sammenligningsgrundlag.


Seneste nyt

fra Nordjylland