Ny skolestruktur: To skoler lukker i Frederikshavn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Efter et møde i Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune torsdag aften, er to skolelukninger rykket nærmere til trods for stor uenighed.
En ny skolestruktur er ved at være på plads i Frederikshavn Kommune. Den nye skolestruktur betyder, at Jerup Skole og Elling Skole lukker efter dette skoleår, mens Stensnæsskolen i Voerså og Gærum Skole mister overbygningen. Samtidig skal eleverne på de to skoler i Sæby, Sæbygaardskolen og Sæby Skole, fordeles med indskoling på den ene skole og udskoling på den anden.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Men aftenens møde i udvalget forløb ikke uden dramatik. Venstre-politikeren Mette Hardam stemte nemlig imod den nye skolestruktur, selvom de andre Venstre-medlemmer stemte for. Dermed er Venstre i Frederikshavn uenige om en kommende skolestruktur i kommunen.
Politikerne havde denne gang alle skolernes indsigelser mod lukninger med til udvalgsmødet, hvilket fik den konsekvens, at afstemningen endte 6-3. Partierne bag skolestrukturen er Socialdemokraterne, SF og Venstre uden Mette Hardam.
- Jeg er som formand i udvalget tilfreds med, at vi efter en lang og sej kamp har et forlig, siger Formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune, Christina Lykke (SF).
Der har i hele forløbet været stor kritik af kommunens beregninger af ekstra transportudgifter, når elever fra lukkede skoler skal transporteres ind til de større byer. Men det er der ingen grund til, lyder det fra udvalgsformanden.
- Udgifterne til transport er modregnet. Så der kommer ikke yderligere omkostninger, siger Christina Lykke (SF).
Mette Hardam (V), Ida Skov (Ø) og Flemming Rasmussen (DF) stemte imod den nye skolestruktur, men den blev dog vedtaget med stemmer fra Christina Lykke (SF), Brian Kjær (A), Bahram Dehghan (A), Bent H. Pedersen (A), Pia Karlsen (V) og Kristina Lilly Frandsen (V), oplyser Kanal Frederikshavn.
Flertallet holder desuden fast i, at Nordstjerneskolen og Frydenstrandskolen skal samles i ét distrikt. Det har tidligere mødt stor kritik, men udvalget holder altså fast i den løsning. Sammenlægningen skal ske startende med de nye børnehaveklasser. Dermed skal klasserne ikke blandes sammen fra de to skoler.
Forslaget til den nye skolestruktur skal trods uenigheder nu sendes videre til endelig vedtagelse i byrådet. Tidligere var det fremme, at fem skoler i Frederikshavn Kommune skulle lukke, men nu bliver det altså foreløbig to skoler der lukker, mens to mister deres overbygning.