Opera for alle
Fra den 4. til 13. marts kommer operaen til at runge ud over Aalborg. Det er den årlige operafestival, der nærmer sig.
Fra den 4. til 13. marts kommer operaen til at runge ud over Aalborg. Det er den årlige operafestival, der nærmer sig. I år er den ganske særlig - den kan nemlig fejre ti års jubilæum. Det byder på et ganske særligt program.
Sopranen Charlotte Hjørringgaard Larsen fra Brønderslev er en af hovedpersonerne i Verdis opera Rigoletto - operafestivalens jubilæumsforestilling. Det er nordjydens første store rolle i en opera.
- Det er super fedt. Det er dejligt at have fået den chance og den store gave, det er at synge sammen med så store stjerner, siger Charlotte Hjørringgaard Larsen.
Tirsdag blev programmet for årets operafestival præsenteret i Nordkraft, og jubilæumsforestillingen skal netop opføres rundt omkring i det nye kulturhus.
- Vi har opfundet et nyt begreb faktisk: "Walk in opera". Vi laver Verdis opera Rigoletto i de åbne arealer i Nordkraft, og folk kan bare komme ind og kigge. Vi håber så ikke, de går igen, men det må de sådan set godt, siger operafestivalens projektleder Gitte Friis Therkildsen med et smil.
Som sædvanlig kan aalborgenserne også se frem til at blive overraskede over operasang på nogle lidt forunderlige steder.
- Vi har selvfølgelig vores åbningskoncert nede på Gammeltorv, så har vi balkonsang i gågaden - og opera i Nørholm Forsamlingshus for eksempel, siger Gitte Friis Therkildsen.
I november husede Aalborg den store Lauritz Melchior operasangkonkurrence med operasangere fra hele verden. Er de høje toner mon ved at komme på mode i det nordjyske?
- Jamen det tror jeg. Jeg tror, folk er ved at vænne sig til, at opera ikke er så fjernt og svært tilgængeligt, siger Charlotte Hjørringgaard Larsen.