Operasangere sætter gang i de ældre

Fredag inviterede Liselund Friplejeboliger til operaarrangement på plejehjemmet. Arrangementet er en del Aalborg Opera Festival.

For tredje år i træk er Liselund Friplejeboliger en del af operafestivalen i Aalborg. Fredag havde plejehjemmet inviteret beboerne, deres pårørende og borgerne i Vodskov til et arrangement, hvor tankerne blev ledt hen imod operaens hjemland - Italien.

Festsalen på plejehjemmet, hvor arrangementet foregik, var pyntet som et italiensk torv. Fra loftet hang der vasketøj, bordene var dækket med ternede duge, lys og blomster og over bordene var der parasoller. Det var frivillige fra nærområdet, som havde sørget for, at der var den helt rette operastemning i salen.

Der var udbudt 100 billetter til operaarrangementet, og der blev hurtigt udsolgt. Både beboerne, deres pårørende og de lokale har bakket godt op om arrangementet.

- Det betyder meget for beboerne. For det første kan de få en kulturel oplevelse. For det andet kan de invitere deres pårørende med, og de kan møde andre, som ikke bor på plejehjemmet, fortæller Marne Porsmose Kvesel, som er forstander på Liselund Friplejeboliger.

Til arrangementet var der tre kunstnere som optrådte - to operasangere og en pianist. Og for kunsterne var det en rigtig god oplevelse at optræde til arrangementet.

- Det er fantastisk, og der er en god stemning. De ældre mennesker hygger sig voldsomt, tror jeg. Det virker som om, at de lytter efter, hvad vi laver, og er glade for det, siger operasanger Thomas Rewes.


Seneste nyt

fra Nordjylland