Pas på: Politiet har fået nye smarte fotovogne
Fra på søndag intensiverer Nordjyllands Politi jagten på lidt for fartglade bilister med fikse fotovogne
Fra 1. februar intensiverer politiet jagten på lidt for fartglade bilister. Nordjyllands Politi har fået 10 nye fotovogne, der er meget smartere end de gamle.
På en rasteplads på Egensevej ved Klarup har Nordjyllands Politi i dag testet de nye fotovogne, der er meget fiksere end de gamle.
I stedet for radarståler er det nu laserstråler, der bliver skudt med mod bilisterne, hvis de træder lidt for hårdt på speederen.
- Laserstrålerne rækker længere ud. Vi har et søgeområde fra 10 til 75 meter, fortæller politiassistent Bent Mathiasen til TV2/NORD.
Som noget nyt kan måleudstyret nu også let tages ud af bilen, og stilles op til 50 meter væk.
- Nu har vi mulighed for at få et billede af hvor stærkt der reelt bliver kørt, når bilisterne ikke lige umiddelbart kan genkende fotovognen ude i vejsiden, siger politiassistent Kim Haubro.
De 10 nye fotovogne har digitalkameraer, hvor billedkvaliteten er meget bedre end tidligere, så nu er slut med at slippe for en bøde fordi fotoet er for dårligt. Før kunne op mod hver femte fartsynder være heldig ikke at skulle til baglommen.
- Det gamle udstyr er baseret på råfilm, og teknikken på udstyret var så dårligt, at vi har måttet henlægge en masse sager, forklarer Ole Juul Schmidt, der er leder af Færdselspolitiet i Nordjylland.
- Udstyret finder selv ud af hvilket af de to monterede kameraer, der kan tage det bedste billede af fartsynderen. Og de nye fotovogne kan måle over fire vejbaner i begge retninger, siger politiassistent Bent Mathiasen.
Fremover vil Nordjyllands Politi være ude med fotovognene mindst 10.000 timer om året - mod i dag 4.000 timer.