Penge til Regan Vest
Foto: Fra TV2/Nord-dokumentaren Den hemmelige Bunker
Nordjyllands Historiske Museum har modtaget en bevilling på 174.890 kroner fra Kulturstyrelsen til dokumentation af Regeringsanlæg Vest.
Regeringsanlæg Vest er et 5.500 m2 stort, underjordisk bunkeranlæg nær Gravlev i udkanten af Rold Skov.
Fra 1969 til 2003 var bunkeren udset til at være opholdssted for den danske regering og kongehuset i tilfælde af krig mellem NATO og Warzawa Pagten. Hvis Danmark måtte opgive den østlige del af landet, var det til Regan Vest i Rold Skov, at landets ledelse skulle evakueres.
Regan Vest ligger 60 m under jorden og indeholder 160 værelser som kan huse op til 350 personer.
Museumsinspektør Ulla Varnke Egeskov fortæller, at bunkeren er bygget til at kunne klare en atomkrig med deraf følgende egen el- og vandforsyning, hospital og radiostation. Så landets ledelse kunne leve og styre landet og forsvaret i krisetider.
Med beredskabsforliget den 12. november 2012 blev det endeligt besluttet at lade Regan Vest udgå af det stående beredskab og overdrage det til anden side.
Beredskabsforliget havde været på trapperne i et stykke tid, men præcist hvordan forliget ville blive udformet, og hvornår det ville foreligge, havde museet ikke nogen mulighed for at forudsige. Men da forliget var indgået, og der blev udtrykt ønske om en åbning af anlægget for offentligheden, så vi på Nordjyllands Historiske Museum det givtigt at få det unikke anlæg dokumenteret for eftertiden.
- Formålet med vores arbejde i forbindelse med Regan Vest er at få dokumenteret et lokalt, nationalt og internationalt betydningsfuldt anlæg fra den kolde krig, dette kommer til at foregå gennem kilderesearch, fotodokumentation af anlægget samt indsamling af genstande. Så man i fremtiden kan referere tilbage til, hvordan anlægget stod, siger museumsinspektør Ulla Varnke Egeskov.
Museumsdirektør Lars Chr. Nørbach ser frem til arbejdet med Regan Vest. Anlægget står som et utroligt spændende vidnesbyrd fra en periode af Danmarks- og Verdenshistorien, som en stor del af danskerne endnu kan huske. Bunkeren er unik i sin opførelse, idet den står som en fuldstændig tidslomme fra koldkrigstiden og giver et indblik i de dispositioner Danmark foretog under en verdensomspændende trussel.
Regan Vest er i øvrigt af Kulturstyrelsen for nyligt udpeget som et af 25 betydningsfylde koldkrigsanlæg.