Politiet trak peberspray

Nordjyllands Politi brugte for første gang pebersprayen søndag morgen siden den blev taget i brug for tre uger siden.

Pebersprayen blev brugt mod en aggressiv 26-årig mand fra Aalborg, der tidligt søndag morgen forsøgte at mase sig ind i en kø ved morgenværtshuset Tequila Bar.

Da en uropatrulje bad ham falde til ro, reagerede den berusede mand meget aggressivt og det kom til håndgemæng mellem manden og politiet. Patruljen trak pebersprayen for at pacificere den 26-årige.

- Kollegerne fortæller, at der går under et halvt sekund før manden falder til jorden, så det er meget effektivt, siger Vagtleder Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.

Manden blev sat i detentionen efter at være blevet tilset af en læge, og han har det ifølge Bruno Brix godt efter omstændighederne.


Seneste nyt

fra Nordjylland