Pot i majsen flere steder
Majsmarker i Vendsyssel bliver brugt til ulovligt at dyrke hamp - eller potplanter som de også bliver kaldt.
I går blev der fundet flere hundrede hampplanter i en majsmark nær Sindal. Indenfor den seneste måneds tid har Nordjyllands Politi også været ude at høste ulovlige potplanter i to andre majsmarker i Vendsyssel.
Der står stadig enkelte små potplanter tilbage på landmand Henrik Dahls mark i Blæsbjerg ved Sindal. Da majsene skulle høstes lørdag dukkede der pludselig fire rækker op, hvor majsplanterne var væk, og i stedet havde ukendte gerningsmænd plantet omkring 400 meter med hamp.
- Det er virkeligt mærkeligt at det kan ske. At de har kunnet gøre det i al ubemærkethed. Det er nærmest uhyggeligt, siger Henrik Dahl til TV2/NORD.
Marken i Blæsbjerg er ikke den eneste, hvor politiet for nylig har været ude at høste ulovligt plantet hamp, der kan stå ret skjult i ly af de høje majs.
Alene indenfor den seneste måneds tid har, der i følge politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi, bare i Sindal-Hørmested-området været to andre majsmarker, hvor der er fundet hamp.
Hampplanterne er formentligt drevet frem inden døre, for de kan tidligst være plantet ud i marken efter den seneste radrensning i majsen i juni måned, og så har planen formentlig været at hampen skulle høstes om godt en måneds tid.
- Sidste år høstede vi sidst i oktober, så de er nok blevet snydt, griner Henrik Dahl.