Priskrig
Priserne på sommerhuse pustes kunstigt op af ejendomsmæglerne selv - simpelthen for at lokke nye sælgere til. Det mener en lokal mægler.
Fritz Bredvig mener at mæglerkollegerne presser priserne kunstigt i vejret. Derfor går han nu i offensiven.
- Specielt sidste år så vi en meget klar tendens til at mæglerne overbød hinanden simpelthen for at få varer på hylderne. Vi så nogle priser hvor vi tænkte, at dem var der ingen hold i, siger ejendomsmægler Fritz Bredvig fra Løkken til TV2/Nord.
Hus forbi! siger mægler Flemming Sørensen fra EDC Danebo, Løkken - Blokhus. Der er ingen der kan drive ejendomsmæglerforretning på den måde.
- Stort set alle vores huse sælger vi ud fra et princip om, at det er os der afholder omkostningerne til markedsføring og så videre, selv om vi ikke får solgt huset. Vi kan på ingen måde leve af at tage huse ind, vi så ikke efterfølgende får solgt, forklarer han.
Men Fritz Bredvig mener ikke, at mæglerne gør deres arbejde godt nok, hvis de bliver nødt til at give et afslag på op imod 15 procent af den oprindelige salgspris:
- Mægler er antaget af sælger for, for det første at prisfastsætte huset til en realistik pris, men man skal ikke skyde så langt over mål, at mægler godt selv ved, at der kommer nok ikke en køber til det her, men det er en pris hvor vi skal til at forhandle afslag inden ret længe, siger Fritz Bredvig.
- Jeg mener ikke, at vi er i en situation hvor mægler sætter prisen urealistisk højt for at få et hus til salg. Vi er i en situaiton hvor der er god tilgang af emner, og jeg mener at de priser der bliver sat er de priser mæglerne finder realistiske i markedet, afslutter Flemming Sørensen.