Privatklinikker tilbyder penge for patienter

Private klinikker i Nordjylland giver regionens speciallæger penge for at henvise til netop deres klinikker. Regionens lægeforening er bekymret. Derfor ønsker de, at Region Nordjylland går ind i sagen

Nordjyske privatklinikker tilbyder regionens speciallæger penge for at henvise patienter til netop deres klinikker.

Lægekredsforeningen i Nordjylland finder det bekymrende og beder nu Region Nordjylland om at skride ind. Det oplyser DR Nordjylland fredag.

- Argumentet for at henvise en patient skal være fagligt og ikke økonomisk. Jeg kan godt være bekymret for, at der henvises flere, end forsvarligt, når der er økonomi med i henvisningerne, siger speciallæge Bue Bak, Nørresundby.

Speciallægen har selv oplevet den aggressive markedsføring fra privatklinikkerne.

Får op til 600 kr. for en henvisning
I et brev fra den nordjyske Lægekredsforening til Region Nordjylland fremgår det, at privatklinikkerne tilbyder mellem 250 og 600 kroner for en henvisning.

Region Nordjylland vil nu have stoppet den fremgangsmåde:

- Vi har allerede sendt et brev til Sundhedsstyrelsen om sagen, og samtidig vil vi nu indskærpe over for vores praktiserende læger og speciallæger, at det her ikke er en farbar vej at gå. Efter sommerferien vil vi også holde et møde med Lægekredsforeningen, siger regionsdirektør Per Okkels.

Regionsdirektøren kalder hele fremgangsmåden etisk forkert, men ved ikke, om der er foregået noget ulovligt. Det skal Sundhedsstyrelsen nu undersøge.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland