Privatøkonomi på skoleskemaet
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
En lang række undersøgelser viser, at de unge ved alt for lidt om renter, budgetter og hurtige kviklån. Derfor skal aalborgensiske skolebørn have privatøkonomi på skoleskemaet, mener konservativ gruppeformand.
50.000 unge er dårlige betalere og en tredjedel af alle unge ved ikke, hvad rente betyder. Derfor skal privatøkonomi være en fast del af skoleskemaet. Sådan lyder det i dag fra Thomas Krarup, der er gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Aalborg Kommunes byråd.
Da Aalborg Kommunes Skole- og Kulturudvalg i dag var samlet, diskuterede politikerne om én af de to ekstra undervisningstimer, som kommunens har sat af til budgettet i 2013, skal låses fast på en undervisningstime med fokus på privatøkonomi.
- De unge skal lære at lave et budget, at regne ud, hvad et kviklån koster, og hvad rente betyder. De skal gøres bevidste om, at de selv er herrer over eget liv, og at det har konsekvenser, hvis de stifter gæld og ikke har forståelse for økonomiske begreber, siger Thomas Krarup, gruppeformand for Det konservative Folkeparti og medlem af Skole- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune.
En lang række undersøgelser viser også, at de unge savner de mest basale færdigheder til at foretage valg om deres privatøkonomi. Halvdelen af 18-26 årige har optaget dyre lån som sms-lån, kviklån eller lån i supermarkeder, mens tal fra SU-Styrelsen fortæller, at omfanget af misligholdte SU-lån er voldsomt stigende.
- Men desværre var der ikke politisk flertal til at reservere én af de to ekstra undervisningstimer til dette. Det er en skam, at så mange unge svigtes på den måde. Jeg tror på, at det ville rykke markant, hvis vi kunne sætte privatøkonomi fast på skoleskemaet, lyder det fra Thomas Krarup.
I dag er det op til den enkelte lærer at beslutte, om privatøkonomi skal indgå i undervisningen.