Reddede Victoria fra at blive klemt ihjel
Foto: Martin Hald Jacobsen
Dagplejemoren Ane Lene Mølbak fra Støvring reddede Victoria, da hun blev klemt under en mikrobølgeovn. Det var 3-årige Peter, der råbte om hjælp, da Victoria kom til skade.
En dagplejemor fra Støvring reddede Victoria på halvandet år, da hun blev klemt under en gammel mikrobølgeovn. Nu er hun indstillet til prisen som Årets Førstehjælper.
Dagplejemor Ane Lene Frederiksen Mølbak fra Støvring handlede resolut, da et af hendes dagplejebørn i august sidste år blev fastklemt under en gammel mikrobølgeovn.
Barnet - Victoria på halvandet år -legede i et legehus i haven, da hun fik mikrobølgeovnen ned over sig. Hun var klemt inde mellem selve ovnen og ovnens låge, og lågens lås havde boret sig ind i hendes bryst. Et af de andre dagplejebørn råbte om hjælp, og Ane Lene skyndte sig ind i legehuset.
Da Ane Lene vendte Victoria om på ryggen, var hun blå i hovedet. Ane Lene tog Victoria op i armene, og allerede mens hun løb ud af legehuset, begyndte hun at give hende kunstigt åndedræt. Hun fik med det samme en kollega til at ringe 112.
Ane Lene gav Victoria hjertemassage og kunstigt åndedræt. Efter cirka fem minutter trak Victoria vejret regelmæssigt og begyndte at græde.
Kort efter ankom en ambulance og en læge til stedet. Victoria slap uden varige men, og Ane Lene Frederiksen Mølbak er nu nomineret til Røde Kors' pris som Årets Førstehjælper 2010.
Prisen på 10.000 kroner går hvert år til en person, der har leveret en flot førstehjælpsindsats og reddet liv. Vinderen bliver kåret hos Røde Kors onsdag den 30 marts.
Ane Lene Frederiksen Mølbak har lært førstehjælp gennem sit arbejde som dagplejer.