Retssag mod EBH-bank fortsætter i dag

I dag fortsætter retssagen i Hjørring, hvor tidligere direktører og chefer for Sparekassen Himmerland og den krakkede EBH-bank er tiltalt for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed.

Tirsdag kan gå hen og blive en afgørende dag i retssagen om den krakkede EBH-bank. De tidligere fondschefer i både Sparekassen Himmerland og EBH-bank har indtil nu forholdt sig tavse, men i dag skal de afhøres.

Derudover skal den tidligere direktør i Sparekassen Himmerland, Svend Jørgensen, som er en af de hovedanklagede, afhøres enten i dag eller torsdag. Ligeledes skal den tidligere direktør i EBH-bank, Finn Strier Poulsen, afhøres i løbet af ugen.

Fondschefen og souschefen i fondsafdelingen i Sparekassen Himmerland er tiltalt for at have indgået aftale med medarbejdere i EBH-bank om at gennemføre købsordrerne.

TV2/NORD følger sagen dagen igennem.


Seneste nyt

fra Nordjylland